Køb for 399,00 DKK mere og få gratis levering

Copenhagen Bike Show er klar til stort comeback

Oprettet d.

Copenhagen Bike Show er klar til stort comeback

Efter to års coronapause kan vi endelig komme på cykelmesse igen i København. Det sker den 12.-13. marts i Øksnehallen. I den forbindelse har vi mødt Christian Ritter, ophavsmanden til Copenhagen Bike Show, til en snak både om messen og om cykling generelt.
 

Cykling ligger jo uden tvivl i dit DNA. Vil du ikke fortælle os lidt om dit eget forhold til cykling?


Christian: Jeg elsker at cykle i København. Jeg har faktisk stadig en Ritter cykel, fra dengang vi solgte vores egne cykler, som jeg kører rundt på til daglig. Så har jeg selvfølgelig også en racer – en Fondriest – som i perioder bruges flittigt på landevejen. Og så har mine forældre et lille hus på Mallorca, hvor jeg elsker jeg at cykle. I 2022 står en Gravel Bike på ønskelisten.


Copenhagen Bike Show kan vel godt betegnes som flagskibet indenfor cykelmesser i Danmark. Kan du fortælle lidt om motivationen for at etablere messen?


Christian: Jeg havde været på en række af de store cykelmesser i udlandet, og synes Danmark manglede en professionel messe, som henvendte sig til forbrugerne.

Den første messe, som blev afholdt i 2015 i Lokomotiv Værkstedet i København, var et kæmpe sats for mig, og for Bent Isaksen, som var min makker dengang. Den store udfordring var bl.a., at overbevise udstillerne om at deltage, når det er første gang en messe afholdes.

Vi lærte selvfølgelig også en masse dengang. Blandt andet at det er vigtigt, at have nogle gode aktiviteter ud over selve standene. Dengang havde vi f.eks. en auktion med Lars Løkke, hvor vi bl.a. udloddede cykler, rejser mm. som udstillerne sponserede og indtægterne gik til Løkke Fonden.


Hvordan synes du messen har udviklet sig fra dengang til i dag?


Christian: I dag synes jeg faktisk messen er hvor den skal være, det er en stor professionel og international messe, med de bedste udstillere fra både Danmark og udlandet. I år er næsten halvdelen af udstillerne fra udlandet. Det siger jo noget om interessen for messen. Og alle standene er udsolgte. Dermed ikke sagt at messen ikke stadig kan udvikles, det kan og skal den naturligvis.


I år er den helt store nyhed vores samarbejde med Bicycle Film Festival. Det betyder, at vi har 3 gode cykelfilm på programmet nemlig:

Jørgen Leths klassiker ”Stjernerne og vandbærerne”, som introduceres af Ole Ritter.

”Moon Rider” af Daniel Dencik med Rasmus Quade. Sidstnævnte kommer søndag og fortæller om tilblivelsen af filmen.

“Wonderful loosers: A different world” af Litauiske Arunas Matelis. Vises som en hyldest til Chris Anker Sørensen.


Derudover vises en række finurlige kortfilm som belyser cyklingens mange facetter i hele verden.



Hvordan synes du har interessen for cykling udviklet sig igennem de senere år?


Christian: Der er jo ingen tvivl om at danskerne altid har været glade for at cykle. Samtidig kan man vel godt kalde cykling for en megatrend. Vi kan bl.a. se den øgede interesse på vores billetsalg, i år har vi rekordmange forudbestilte billetter, og forventer i omegnen af 15.000 besøgende.

 

Desuden er der kommer mange nye cykel typer til. Specielt el-cyklerne har gjort, at en ny målgruppe er kommet med. El-cyklerne har f.eks. gjort pendling til og fra arbejde mere attraktivt for flere mennesker.


Gravel cyklerne er også en ny type cykler i kraftig vækst. En gravel cykel er jo et mix af en landevejs cykel og en mountainbike, og det giver nogle andre turmuligheder end f.eks. på landevejsraceren eller Mountainbiken.



Hvem er de typiske besøgende på messen?


Christian: Messen er for alle med interesse for cykling. Da vi første gang afholdt messen, var der en tendens til, at de besøgende primært var mænd, og ret seriøse motionister. Det har helt klar udviklet sig gennem årene. Nu er der tale om et meget bredere spektrum af cykelinteresserede. Dog ser vi stadig en tendens til, at lørdag måske mere er for motionisterne mens søndag er en dag hvor flere familie med børn, sætter nogle timer af til cykelshopping og familie hygge.


Vi oplever desuden flere og flere internationale gæster på messen. Specielt mange svenskere tager gerne turen over broen for at gå på cykelmesse i København.

 


Hvorfor skal man komme i år, hvad er det helt præcist messen kan?


Christian: Vi er mange, der har savnet at komme ud i de forgangne år. Cykelmotionisterne skal komme sammen med cykelvennerne, sparke til nogle dæk og fortælle hinanden nogle røverhistorier, købe cykeludstyr til den nye sæson, og se nogle af de gode cykelfilm.


Børnefamilierne er også meget velkomne, vi har masser af ladcykler, vi har tegnekonkurrencer for børnene, hvor man f.eks. kan vinde en cykelhjem. Vi sælger desuden familiebilletter og børn under 14 år kommer gratis ind. Samtidig giver billetten rabat i DGI byens Vandkulturhus, så et besøg på messen kan sluttes af med en tur i svømmehallen, som ligger lige ved siden af.


Ud over Copenhagen Bike Show, hvilke messer kan vi så se frem til i år?


Christian: Vi har to Bike Blowout cykelmesser på programmet til efteråret. I DGI huset i Vejle i oktober og i Ballerup Super Arena i november. Til forskel fra Copenhagen Bike Show så er der mere fokus på salg på efterårsmesserne, og ikke mindst rigtig gode muligheder for at prøvekøre cykler indendørs.

 

* * * * *

 

 

    

Christian Ritter har fået cykling ind med modermælken. Her med far Ole engang i 70'erne

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar