Køb for 399,00 DKK mere og få gratis levering

10 gode råd: Gruppekørsel

Oprettet d.

Noget af det mest motiverende ved at cykle er at sidde med i en god velfungerende gruppe med andre cykelmotionister. Det kan få en til helt at abstrahere fra fysisk træthed og åndedrætsbesvær, når samarbejdet i en gruppe først fungerer perfekt med højt tempo og flydende skift i en eller to rækker.

For at opnå det ønskede "flow" og få det optimale ud af gruppekørsel, er det praktisk at kende en række uskrevne regler. Her er ti gode råd i forbindelse med gruppekørsel:
 

1) Flydende rotationer
Uanset om gruppen kører i en eller to rækker og om skift sker hurtigt eller langsomt, så gælder det for alle om altid at få rotationerne til at ske flydende og tæt. Det vil sige på en måde så tempoet holdes konstant og afstanden til den forankørendes bagjh er så kort som det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt (typisk 10-50 cm


2) Behersket acceleration

De forrestes accelerationer skal altid ske langsomt, aldrig i ryk og hele tiden med tanke på at gruppen skal holdes samlet – det gælder jo ikke om at komme i udbrud. Mange ryttere har en tendens til at skrue tempoet markant op ved skiftet fra 2. til 1. position af frygt for at reducere gruppens fart.


3) Find ind i et jævnt pedaltråd

Et konstant pedaltråd er essensen. Forsøg at komme ind i en ensartet pedalrytme inden du når frem til forreste position og hold rytmen når du kommer ud i vinden, indtil du igen trækker ud og giver plads til den næste. Hvis du har benene til det, kan du altid stille og roligt accelerere og/eller tage længere føringer.

 

4) Find hurtigt sammen efter en bakke
Træd til og kør i dit eget tempo når det går opad. Men glem ikke at samle op på gruppen, så snart bakken er overstået. I løbssammenhæng – også i motionsløb - kan det naturligvis ikke undgås at nogen sættes på bakkerne, og det er op til gruppen at finde ud af, hvor længe der ventes på bagtroppen. Til træning er tålmodigheden sædvanligvis noget større, og med mindre klubhuset ligger og frister lige om hjørnet, ventes typisk på sidste mand.

 

5) Undgå at lave nye huller
Hvis der pludselig opstår et hul foran dig, så luk det stille og roligt i stedet for at accelerere heftigt for derved at skabe et hul til de bagved liggende. Det kan ikke undgås, at der opstår huller i sving, ved lysreguleringer, på opstigninger, nedkørsler osv., men en gruppe med erfarne ryttere vil lynhurtigt kunne lukke sådanne huller og den måde være i stand til at køre samlet langt det meste af tiden.

 

6) Hold jævnt tempo ved stående kørsel
Pas på med temposkift i både op- og nedadgående retning når du rejser dig fra sadlen. Det er meget generende for de bagvedkørende, som skiftevis skal bremse og accelerere, hvis en rytter foran i stående position "hugger". Med træning og opmærksomhed omkring problemet kan det sagtens lade sig gøre at køre med et jævnt tråd i stående position. 

 

7) Signalér kun de vigtige forhindringer
Lad være med at påpege hver eneste lille forhindring på vejen. De forreste ryttere har pligt til at gøre resten af gruppen opmærksom på væsentlige forhindringer som parkerede biler, huller i vejen, sten på vejen, modkørende trafik osv. Men der ingen grund til at alle ryttere hele tiden fortæller om alle mulige småting på vejen, det ødelægger rytmen og tager fokus væk fra alvorlige forhindringer. I øvrigt bør du altid selv være opmærksom på trafikken og vejen – også selv om du sidder og hygger dig bagerst i gruppen.


8) Det er tilladt at påpege fejl

Gør uerfarne ryttere opmærksom på fejl, men gør det diplomatisk. Du kan sagtens på en pæn måde fortælle de mindre erfarne, at f.eks. den sidste hårde nedbremsning ikke var så smart eller at vedkommende accelerer for kraftigt i sine føringer. Hvis ikke fejl påpeges og rettes kan det samtidig udgøre en sikkerhedsrisiko for alle.

 

9) Det er okay at sidde på hjul bagerst i gruppen
Hvis du ikke længere har kræfter/energi til at tage selv korte føringer i en gruppe, så er der ingen grund til at opgive ævret. I stedet for at forsøge, at tage tapre føringer med det resultat at hele gruppens fart reduceres, så placér dig i stedet som bagerste mand med 1-2 meter til de næstbagerste (så der er plads til dem der er på nedad i rækken efter en føring). Ofte vil du efter at have "sprunget" et antal føringer over og måske indtaget noget energi, igen få kræfter og overskud til at deltage i føringsarbejdet.


10) Drop den professionelle attitude

Noget af de vigtigste ved gruppekørsel i motionsregi er det sociale aspekt, og der skal være plads til alle. Derfor er det en dårlig idé at se skævt til nogen som f.eks. ikke har kørt så mange motionsløb, ikke har de nyeste cykelsko, har en hjelmtype af ældre model eller kører på en gammel slidt havelåge. Det vigtigste er om folk kan følge med, og ikke udgør en risiko for sikkerheden.

 

* * * * *


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar