Køb for 399,00 DKK mere og få gratis levering

9 klassiske tips: Sådan undgår du at punktere

Oprettet d.

Punkteringer er bare møgirriterende. Ikke kun for dig der står og nørkler med slanger og dækjern i grøftekanten, men også for de cykelkammerater, som (lettere utålmodigt) må vente på dig i silende regnvejr, fordi du kører rundt på et par gamle udtjente dæk.

Derfor er det næsten en pligt, at gøre sit bedste for at undgå punkteringer. Der er ingen 100 % sikre løsninger, men heldigvis masser af fornuftige forholdsregler i kampen mod punkteringer. Her er nogle af vores antipunkteringstips (kom gerne med dine egne i kommentar nederst:

1) Kør med relativt højt dæktryk
For lavt dæktryk øger risikoen for "snake bites", og skarpe genstande bider sig lettere fat i dækket. Samtidig ruller du bedre på hårdt pumpede dæk (indenfor det maksimalt anbefalede dæktryk, der som regel står på dækket). NB: Mange motionister kører med alt for højt tryk, fordi de tror, at de så går lidt hurtigere. Det kan faktisk have den modsatte effekt at blæse 9-10 bar i dækket.

2) Styr udenom grus, småsten, glasskår o.l.
Skærer du hjørnerne skarpt, kommer du nok hurtigere gennem svinget. Dog har grus m.m. en tilbøjelighed til at samle sig i hjørnerne og din risiko for at punktere øges.


3) Lynrens dækket med håndfladen

Gør det til en vane at sætte din (behandskede) håndflade ganske let ned på dækket, og "spule" det for fremmedlegemer straks efter passage af grus, småsten o.l. Den teknik kræver lidt øvelse og behændighed, og pas især i starten på ikke at få fingrene viklet ind i egerne!

4) Fjern småsten og andre skarpe ting fra dækket - efter hver tur
Brug en skruetrækker, kniv eller anden skarp genstand til at fjerne de uvelkomne genstande. Vær særlig grundig når du har kørt på våde veje.

5) Tjek fælg og evt. fælgbånd
Hvis dine punkteringer ikke skyldes udefra kommende genstande, kan det i stedet skyldes en ridse i fælgen, eller at et evt. fælgbånd er slidt eller har forskubbet sig. 

6) Skift regelmæssigt dæk
Hvor ofte du skal skifte, afhænger af antal kørte kilometer, vejens beskaffenhed og din køreteknik. De fleste motionister vil nok have behov for at skifte dæk et par gange i løbet af en sæson. Bagdækket slides mere end dobbelt så hurtigt som fordækket, og bør i praksis skiftes hyppigere.

7) Vælg kvalitetsdæk med en god punkteringsbeskyttelse
Alle de større dækproducenter har forskellige former for - ofte patenterede - antipunkteringsteknologier, og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Brugen af et tyndt kevlarindlæg mellem dækkets lærred og slidbane er nok den bedst dokumenterede metode, som erfaringsmæssigt reducerer antallet af punkteringer med op til 2/3. Kevlar udmærker sig ved at være let, stærkt og hårdt og næsten umuligt at trænge igennem (bruges derfor bl.a. i skudsikre veste).

8) Kør med dækindlæg
En anden populær og ret "sikker" antipunkteringsmetode, er at placere en ekstra forstærkning i form af et tyndt bånd, som typisk er produceret i let og stærkt polymer-materiale, mellem dæk og slange. Dækindlæg øger vægten og rullemodstanden marginalt, men når først det er monteret (hvilket kan være en anelse besværligt), er du næsten garanteret færre punkteringer.

9) Brug latex- og polyurethanslanger
Denne metode er der lidt delte meninger om, men nogen sværger til denne type slanger selvom de 2-3 gange dyrere end almindelige (Butyl) slanger. Dels fordi Latex'erne menes at være vanskeligere at perforere og dermed mere modstandsdygtige overfor indtrængende genstande, dels fordi de samtidig ruller bedre. Der er dog begrænset dokumentation for begge dele!


Listen over antipunkteringsmetoder kan sikkert gøres længere endnu, og kreative producenter indenfor cykelbranchen lancerer da også løbende nye fantastiske punkteringsfri løsninger. Men som regel har alle 100% punkteringsfri løsninger det til fælles, at de går voldsomt ud over køreegenskaberne og evt. beskadiger cyklen. F.eks. er der set eksempler på næsten massive slanger og dæk, der gjorde kørslen hård og bumpet og samtidig udsatte eger, fælge og styrfittings for en særdeles hårdhændet behandling.

Derfor er der nok ingen vej udenom, at vi stadig et godt stykke ud i fremtiden må have de ekstra slanger, dækjern, lappegrej og minipumpe med, når vi cykler. Det ville dog være herligt, hvis den forbandede hvislelyd fra udsivende luft og bumpen fra fælgens kontakt med vejfladen ville optræde lidt sjældnere!

 

* * * * *

 


Kommentar(er) 2

  • Kasper
    Kasperhttps://cykelhurtigt.dk

    Tak for en god artikel. Jeg har en gang hørt noget om, at der skulle være større sandsynlighed for at punktere i regnvejr / vådt vejr, fordi stenene vender sig med den skarpe side opad. Kan I bekræfte det? På forhånd tak. Vh. Kasper

    Svar

    • Lars
      Larshttp://www.ventouxbike.dk

      som kommentar til af Kasper

      Ja, det er vist nærmest fakta, at vådt føre øger punkteringsrisikoen. Det har noget at gøre med, at regn får grus til skylle fra rabatten ud på vejen og får småsten (og især flintesten) til at vende den tunge ende nedad og den skarpe side opad. Når dækkene bliver våde gør det samtidig, at småsten \"klistrer\" sig til dækket, og nemmere kan arbejde sig ind i dækket. Så det gælder om hyppigt at rense dækkene med handskefladen, og skylle dem grundigt igennem efter turen. Mvh. Lars

      Svar

Skriv din kommentar