Køb for 399,00 DKK mere og få gratis levering

5 tips til fornyet motivation

oprettet d.

 

 

 

De fleste kender det: Der er dage, hvor du bare er flyvende. Man kører alle skiltespurterne, og har fornemmelsen af at kunne køre alle i sænk og alligevel have kræfter i behold. Og så er der de dage, hvor det hele bare er surt. De dage, hvor benene er tunge og føles mere bevendte som bropiller på Lillebæltsbroen end som drivkraften til en cykel.

Nogen gange er der en logisk forklaring på, at du ikke lige yder det sædvanlige, eller det du forventer af dig selv. Andre gange vælger man den mest passende forklaring…."Det er nok fordi jeg har sovet dårligt, spist for meget/forkert/for lidt, sovet for meget (du kender ham sikkert: Rytteren, som ved hans fravær bliver betegnet som ”Pladespilleren”).

Men glemmer vi ikke lidt, en gang i mellem, at den vigtigste faktor for om fysikken er i orden, rent faktisk er psyken? Det nytter jo ikke noget, at fysikken er i top, hvis du ikke mentalt er i stand til at sætte dig op til de mål, du har sat dig.. 


Motivation, ambition og præstation hænger nøje sammen.

 

Motivation er selvfølgeligt det allervigtigste, men forud for den kommer ambition. Har du ingen klar ide om hvorfor du træner, ja så er det svært at fastholde motivationen. Ordet ambition lyder måske lidt for fint, men du kan også bare kalde det at have et mål. Målet kan være at komme med i Tour De France, men det kan også blot være at få så meget frisk luft som muligt.

Det kan betale sig at overveje hvad der er realistiske mål, og ikke at sigte efter noget helt urealistisk. Så risikere du at træne dig selv halvt til døde og alligevel ikke nå det du ville. Det ender sandsynligvis med, at du kommer i overtræning eller helt mister motivationen til at træne. Derimod giver det moral og massere af motivation, hvis du når det mål du har sat dig.


Gode råd til at holde psyken i topform


1) Hold jævnligt afbræk fra træningen
Er du træt og føler, at kroppen ikke vil som du gerne vil have den til, så spring cykeltræningen over en dag eller to. Du får sandsynligvis alligevel ikke noget ud af at træne, hvis du ikke er på toppen.

Går du helt kold, så hold en uges pause. Formen mistes ikke på en uge, og når træningen genoptages vil det være med større overskud og energi.

2) Strukturer din træning 
Kører du alene, så gør dig det klart nogenlunde hvor langt og i hvilket tempo du vil køre. På den måde lærer du dig selv bedre at kende, og får bedre føling med hvordan du skal disponerer dine kræfter. 

3) Sæt realistiske mål
Husk at sætte nogle delmål, således, at hele din træning ikke er bygget op omkring ét specifikt mål som for eksempel at komme i top 10 eller top 50 i et bestemt løb. Punkterer du så på de første 10 km og kæden knækker lige inden målet, ja hvad så?? 

4) Lyt til din krop
Lad være med at bruge alt for meget energi på at finde ud af og i malende vendinger bortforklare, hvorfor du ikke slog til på dagen. Alle har dage hvor man ikke er på toppen, så lad være med at bilde dig ind du tilhører en bestemt menneskerace, for hvem dårlige dage bare ikke er at finde i kalenderen.

5) Det skal være sjovt at træne
Grundlæggende skal det være sjovt at træne. Hvis du kun træner hårdt og ensartet, vil det morsomme være til at overse. Træn i stedet varieret med både hårde, moderate og afslappede træningspas Varier ruterne og måden du kører på. Er du ved at brække dig over gennemsnitshastigheder, gennemsnitspuls og distance, så sluk cykelcomputeren for en tid, og giv dig selv lov til at nyde naturen undervejs.




Se evt. også denne lille humoristiske You Tube video (på engelsk) om motivation til cykeltræning:

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar