Køb for 399,00 DKK mere og få gratis levering

Er dine cykelvenner i bedre form end dig? Sådan følger du alligevel med de andre

Oprettet d.

Kender du den situation, hvor du til træning er kommet i selskab med nogle af klubbens bedste og hurtigste ryttere, på trods af, at din aktuelle styrke og form måske ikke helt kan hamle op med gruppens niveau?

I virkeligheden har du måske mere lyst til at køre med et langsommere hold, men "bliver nødt til" at køre med de hurtige drenge, fordi du sædvanligvis (bare ikke lige for tiden) hører til her.

Heldigvis kan du sagtens køre med de hurtige trods en formnedgang (hvilket rammer de fleste i perioder) uden at træningen bliver det rene selvpineri. Din succes på klubturene afhænger (heldigvis) af meget mere end bare kondition og styrke.


Her er en en lille guide til hvordan du kommer mere helskindet igennem klubtræningen:

1) Kend klubbens traditioner
I nogle klubber starter alle træningsture, uanset hvor hurtigt og langt der skal køres, f.eks. altid med 20-30 min. let opvarmning. Hvis du er utålmodig, kan du gøre dig selv upopulær ved at forcere tempoet for tidligt - det er bedre at være tålmodig.


2) Formålet med træningsturen
Er det en træningstur i højt tempo, let restitionstræning eller øvelse i holdkørsel? Det er frustrerende når de fleste i gruppen tænker en ting, mens en eller to ryttere har en anden agenda for dagens træning. Hvis der er planlagt en let restitutionstur, og du regner med en hård omgang træning, vil de fleste i gruppen blive godt mugne. Hav derfor styr på træningsturens formål før starten.


3) Tag korte føringer
Hvis du har problemer med at tage dine føringer i front, så træk hurtigt ud og glid tilbage i gruppen for at få mest mulig læ sidst i gruppen. Det er langt bedre at holde tempoet kortvarigt end at forsøge at trække foran i længere tid, men det resultatet at farten gradvist sænkes og du evt. senere helt må springe dine føringer over.


4) Undgå at ligge sidst lige inden bakkerne
Sørg for at sidde i den forreste tredjedel af gruppen når bakken starter. Få så meget læ som muligt. Hvis du ikke kan holde farten, så lad vær med at bruge alle kræfter på følge med. Glid stille og roligt tilbage i gruppen, men sørg for stadig at have kontakt til gruppen på toppen af bakken.


5) Accepter hjælp på bakkerne
Stærkere klubkammerater kan give dig et hjælpsomt skub når de cykler forbi. Bliv ikke forlegen - dem som vil hjælpe, har sikkert selv prøvet at blive sat på bakkerne dengang de startede. Et hjælpsomt skub kan betyde, at du får pusten igen og atter finder klatrerytmen, så du kan fortsætte på egen hånd.


6) Kopier de erfarnes teknik
Hvis du har alvorlige problemer med at holde tempoet, så læg dig på hjul af en god rytter og kopier hans (eller hendes) teknik. Brug de samme gear, stå op når han gør det, drik vand så snart han rækker ned efter flasken, snup en energibar på samme tid som ham osv. Udover at du på den måde kan tilegne dig gode cykelvaner, vil du også ved at følge alle hans bevægelser tage fokus væk fra dine egne anstrengelser, hvilket vil hjælpe dig gennem de hårdeste perioder af træningen.


7) Sig til hvis tempoet er for hårdt

Der er gode odds for at andre i gruppen har det på samme måde som dig, men ikke siger noget - eller ikke er i stand til at sige fra pga. vejrtrækningen. Muligvis har selv rytterne som sætter tempoet problemer, men fortsætter med at køre hårdt fordi de tror, at alle forventer det af dem. En smule kommunikation kan gøre fællestræningen til en langt mere behagelig og produktiv oplevelse for alle.


8) Hvis du altid har problemer med tempoet, så find en anden gruppe

Find en gruppe som ligger tættere på dit eget niveau. Det er ingen skam lave en rationel vurdering af din aktuelle styrke og vælge at køre med andre rytter med nogenlunde samme styrke. Du vil forbedre dig hurtigere, hvis du hovedparten af tiden kører med en nogen på samme niveau. F.eks. vil du bedre være i stand til at træne viftekørsel, tempokørsel, ligge på hjul og mange andre vigtige færdigheder.


9) Lad ikke gruppekørsel hindre dig i at gøre fremskridt
Hyppig kørsel sammen med en for-hurtig-gruppe vil gøre dig træt. Du vil ikke forbedre dig så hurtigt, som hvis du havde mulighed for at slappe af ind i mellem. Et tempo som altid er for hurtigt, vil også skade dig mentalt. Du vil begynde at associere cykling med smerte, udmattelse og skuffelse. Lad ikke dit ego styre i forhold til din sunde fornuft - en smule ydmyghed nu vil betale sig i længden.


Husk til sidst: Selv om klubturene godt må være hårde og krævende, så skal det alligevel altid være en fornøjelse!

 

* * * * * 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar